Hotelier

Hotelier er et dansk selskab med en stor forkærlighed for hoteller. Navnet betyder ”en person, der driver et hotel”.

Hoteliers mål er at drive en gruppe af særligt udvalgte hoteller, som passer ind i vores forretningskoncept med fokus på teknologi, ekspertviden og kvalitet. Kvalitet målt i forhold til gæsternes oplevelse af det enkelte hotels inventar, rengøring og vedligeholdelse.

Vi er altid interesserede i at indgå aftaler om forpagtning af nye hoteller, men vi bider ikke på hvad som helst. Det skal være en rimelig aftale, hvor begge parter går ind i et gensidigt forpligtende samarbejde.

Vi starter altid et kommende samarbejde med en dybdegående analyse af hotellets potentiale. Først kigger vi på hotellets faktiske forhold; hvordan stemmer inventaret og den generelle tilstand overens med det niveau, som vi vurderer, at hotellets kundesegmenter vil efterspørge. Er der møbler, der skal udskiftes, vægge der skal males – mangler der pynt og dekorationer til at skabe den helt rigtige hyggelige atmosfære.

Derefter estimerer vi med udgangspunkt i tilgængelige data en oversigt over realistiske belægningsprocenter for årets 12 måneder. Og vi udarbejder den prismatrix, som vil være udgangspunktet for den fremtidige dynamiske prissætning af værelserne. På baggrund af de to parametre kan vi estimere et realistisk driftsbudget for hotellet.

Det hele bliver samlet i en rapport, som vi sammen gennemgår med ejeren af hotellet. Er der enighed og forståelse for rapportens konklusioner, er der grobund for at arbejde videre mod en forpagtningsaftale. Ender processen med indgåelse af en forpagtningsaftale, fortsættes dialogen. For i løbet af hele det første år vil vi månedligt orientere bortforpagter om de aktuelle belægningsprocenter og indtægter for hotellet. Hvis vi opnår de ønskede økonomiske nøgletal, er alting i den skønneste orden. Men skulle indtjeningen mod forventning gå hen og blive så lav, at økonomien ikke hænger sammen, eller kun lige løber rundt, har vi mulighed for i god tid at forberede en overdragelse af driften til en anden part, efter bortforpagterens anvisninger.

Overdragelsen vil i så fald omfatte alt det materiale, som vi har fået udarbejdet for at kunne drifte hotellet, inklusiv hjemmeside, bookingsystem og lignende. Dertil følger også møbler og inventar (med undtagelse af leasede emner), som vi eventuelt er kommet med. Overdragelsen er gnidningsfri og foregår i fred og fordragelighed, så hotellets gæster ikke bemærker noget.

Selvom køb ikke er et givet, kan en forpagtningsaftale med Hotelier være måden til få solgt sit hotel til en investor, der gerne vil have forrentet sine penge bedst muligt. Vedkommende vil sandsynligvis glædes over den viden og knowhow om hoteldrift, som vi bringer til bordet.

Kontakt

Kongensgade 67
5000 Odense
CVR: 43781626
ibsen@hotelier.nuTel. 26 11 77 33

Følg med